Blues genre:
Soul Blues:
Den rene blues kan virke fremmed for nogle, og visse bluesmusikere har skabt musik, der kommer dette publikum i møde i form af større melodiøsitet og raffinerede arrangementer. Denne bluesform udviklede sig til soul i 1960’erne, og bliver derfor i dag ofte kaldet soul blues. Der er adskillige eksempler på, at det gængse 12-takters bluesskema ikke bruges i en sang, og så er det kun stemningen fra blues, der er tilbage. Fremtrædende udøvere: B.B. King, Ray Charles, Aretha Franklin.
Folk Blues:
Blues, der har været i tæt kontakt med hvide folkemusikmiljøer og derfor er præget af den hvide angelsachsiske folkesang. Bruges også om bluesnumre lavet af hvide folkesangere. Fremtrædende udøvere: Big Bill Broonzy. Leadbelly
Train Blues:
Betegnelse for den bluesform, hvor mundharpen spiller solo afbrudt af sang, senere ofte dog med ledsagelse af guitar. Den er blevet til i forbindelse med vagabondliv på godstogene, hvor det var et let instrument at transportere, og for adskillige mundharpespillere hører det med som et shownummer at få mundharpen til at efterligne lyden af et damptog. Teksterne handler ofte om at rejse mod nye mål til en ny tilværelse. Fremtrædende udøvere: Sonny Terry Sonny Boy Williamsson
Jug-ban bluesmusik:
Også kaldet fattigmandsjazz. Den opstod i 1920’erne i fattige miljøer i de sydligst beliggende stater i USA, hvor man ikke havde råd til at købe dyre instrumenter og derfor købte mundharper, billige guitarer, kazoo og ellers brugte hvad man havde, for eksempel vaskebrættet som rytmeinstrument. En bas blev frembragt af en snor bundet til en omvendt vaskebalje eller blæst i en krukke (jug, heraf stilens navn). Trods det fattige miljø den er blevet til i er det en udpræget munter stil, enkel i sin opbygning med melodier, der er beslægtet med ragtime. Stilen fik et revival i halvtredsernes England med Lonnie Donegan som hovednavn, hvor den fik navnet skiffle. Tresserrockgruppen The Lovin’ Spoonfuls musik var meget inspireret af jug band musikken, og deres forsanger John B. Sebastian har de senere år turneret og indspillet med et band, der spiller ren jug band musik. Fremtrædende udøvere: Cannon Jug Stompers, Memphis Jug Band
Texas Blues:
Denne specielle bluesform er, som navnet siger, fra staten Texas, hvor mange afroamerikanere stammer fra bortløbne slaver, der slog sig ned i den på det tidspunkt selvstændige stat. Derfor menes sangene også at ligne noget af bluesmusikkens rødder længere tilbage end de første lakplader. Guitarspillet er i denne form kendetegnet ved en variant af fingerpicking, hvor der anslås bare en enkelt basstreng i en hoppende rytme. Den er udpræget enkel, og sangformen er ofte afslappet. Fremtrædende udøvere: Lightnin’ Hopkins, Blind Lemon Jefferson, Mance Lipscomb
Country Blues:
Denne bluesform må ikke forveksles med de hvides country, den kaldes sådan, fordi den er fra landlige omgivelser ligesom Delta Blues, bare fra mere nordlige områder end lige deltaet. Guitarspillet kan variere i formen, men det er ikke ualmindeligt at anvende den samme form for fingerpicking som i Memphis blues. Den er udpræget afslappet og let melankolsk, kan dog have et humoristisk skær. Variationerne kan være store fra den ene region af USA til den anden. Fremtrædende udøvere: Blind Lemon Jefferson, Bo Carter, Mississippi John Hurt, Furry Lewis
Memphis Blues:
Denne form har, som navnet siger, sit oprindelige hjemsted i Memphis. Det er denne bluesform, der har grundlagt det, man kalder fingerpicking på en westernguitar. Den er influeret af ragtimemusikken og kaldes derfor også “ragtime blues.” Det er en udpræget melodisk og munter form for blues med humoristiske, ofte lidt småsjofle tekster. Guitaren spilles med en vekselbas i en dansende rytme, der efterligner klaverets venstre hånd i ragtime. Sangformen er ofte blød og munter, dog findes der eksempler på rå vokal som i delta blues. Fremtrædende udøvere: Blind Blake, Blind Boy Fuller, Reverend Gary Davis, Blind Willie McTell
Indie Blues:
Joe Bonmassa, Selwyn Birchwood, Jarkus Singleton, Samantha fisk, Mike Zito, Royal Southern Brotherhood, Gary Clark jr., JPBlues, Eliza Neals, Jeremiah Johnson, Magnus Berg, Oli Brown, Missy Andersen, Jeff Jensen, Albert Castiglia, DA Foster, Mike Andersen, Jeff Chaz, Big Bill Morganfield, Neal Barnes, Balkun Brothers, Sean Chambers, Tas Cru, Annika Chambers, JP Flyver, Sena Ehrhardt, Liz Mandeville og Billy Walton Band for blot at nævne nogle få!
Delta Blues:
Robert Johnsons “I Believe I’ll Dust My Broom”. Denne bluesform har i lighed med andre bluesformer navn efter sit oprindelsessted, nemlig Mississippiflodens delta. Det er et område, der er præget af stor fattigdom og isolation fra omverdenen, og anses derfor for at være den bluesform, der mest ligner de afrikanske rødder til bluesmusikken. Den er præget af en meget stor frihed i formen, den gængse 12-takters form kan godt skelnes, men den brydes meget ofte med lange tekstlinier og improvisation. Slideguitar er meget almindeligt, der bruges ofte dobro til det formål, og sangformen kan være rå, ofte rent deklamerende. Fremtrædende udøvere: Son House, Skip James, Robert Johnson, Fred McDowell, Charley Patton
Barrellhouse Blues:
Denne bluesform er karakteriseret ved brug af soloklaver, hvor venstrehånden spiller en walking bas beslægtet med boogie-woogiebas, og højrehånden improviserer skiftevis som akkompagnement til sangen og som solo. Den har sit navn, fordi den ofte blev brugt som underholdning på værtshuse, og dens udøvere spiller som regel også boogie-woogie ved siden af.’ Barrelhouse blues har sammen med boogie woogie haft en stor plads blandt amatørpianister, som de har opfattet som en fornøjelig måde at bruge klaveret på, og klaverpædagoger har anset det som en god indgang til musikteorien. Men af professionelle udøvere har det mest været enlige svaler som Dave Alexander. Fremtrædende udøvere: James P. Johnson, Memphis Slim, Roosevelt Sykes
Klassisk Blues:
Denne betegnelse er lidt misvisende, for den er formodentlig yngre end de følgende former for blues. Det er blues fremført af en sangerinde akkompagneret af et jazzband. Når den for mange fremstår som klassisk, så er det dels fordi det var den, der var underholdning på værtshusene i New Orleans og andre steder, hvor man underholdt med jazz og det var den første bluesform, der i 1920’erne blev udgivet på lakplade og blev udbredt i store dele af USA. Musikken fremføres efter jazzens helt grundlæggende regler med improvisation, men sangen er præget af gospelmusikkens sangform.40 En fremtrædende komponist af mange af de bluessange var W. C. Handy, der står bag den berømte St. Louis Blues, og nogle af de kendteste sangerinder er Mamie Smith og Bessie Smith. Handy fik tilnavnet The Father of the Blues, fordi hans kompositioner satte gang i en bølge af blueskompositioner fra populærkomponister, der kan sammenlignes med ragtimebølgen tyve år før.
Jump Blues (Ol’ school)
Er en livlig, hurtig blues der ofte spilles af små bands med blæseinstrumenter. Jump Blues var især populær i 1940’erne. Der er imidlertid blevet fornyet interesse for Jump Blues som en del af swing vækkelse. Stilen var oprindelig udviklet til store bands som spillede med Lionel Hampton og Lucky Mill Inder. De spillede tidligt i 1940’erne og skabte musikere som Louis Jordan, Jack McVea, Earl Bostic og Arnett Cobb. [1] Blues og jazz var en del af den samme musikalske verden, og mange talentfulde musikere stod i begge lejre. Jump blues var en forlængelse af boogie woogie Waves. Lionel Hampton indspillede en livlig big-band blues, “Flying Home” i 1942. Jump Blues var enormt populær i løbet af de sene 1940’ere og i de tidlige 1950’erne med kunstnere som Louis Jordan, Big Joe Turner, Roy Brown, Billy Wright og Wynonie
Juke Joint (Boggie Mississippi)
Udtrykket Juke Joint blues henviser til en form for dansemusik, der kombinerer rhythm and blues og blues musik, ofte spillet i 1950’erne og 1960’erne, men ikke begrænset til denne periode. Musikken har en tendens til at være temmelig tungt på rytmen, og kan omfatte både hurtige og temmelig langsomme melodier.
Mange Chicago Juke Joints barer lå på et hjørne, – uden en adresse og navn. Musikerne og sangere blev ikke annoncerede og spillede uden mikrofoner.
Stedet var ofte lidt dunkelt, tilrøget og larmende, hvor misikerne stoppede, når bifaldet holdt op. På sådanne Juke Joints barer spillede Magic Slim and the Tearsdrops ofte, – på en lille scene, som de knap nok kunne være på. Disse Juke Joints blev senere synonym for en musikstil, der relaterede til den klassiske blues i et tempo, der rytmisk var velegnet til mange afrikanske-amerikanske danse. Robert Johnson, Son House, Charley Patton, og utallige andre, rejste rundt fra den ene Juke Joint til den anden Juke Joint, hvor de fik lidt til dagen og vejen, samt et gratis måltid.
Se mere her https://youtu.be/FLMe8H9T5KI
West Coast Blues
West Coast Blues er en slags blues, der er påvirket af jazz og jump blues med stærke klaverdominerede lyde og jazzy guitar solos, der stammer fra Texas blues spillere, som flyttede til Californien i 1940’erne. [West Coast blues har også glat blød vokal, der ofte går ind i urban blues territorium.